Mobilabonnement med streaming
At købe et mobilabonnement med streaming, kan være en økonomisk fordel, hvis du i forvejen betaler for tjenesterne hver for sig, da du ofte opnår en samlet rabat. Det er dog vigtigt, at du ikke hopper i den klassiske abonnementsfælde, hvor du risikerer at betale for tjenester du ikke bruger. Vi har samlet alle informationer om teleselskaber i Danmark, som tilbyder mobilabonnementer med streaming, så du kan danne dig et overskueligt overblik.
Hvilke selskaber tilbyder mobilabonnementer med streaming?
Ifølge vores seneste opgørelse fra juni 2026, findes der i Danmark seks teleselskaber, som tilbyder mobilabonnementer, hvor eksterne streamingtjenester, som TV 2 Play, Viaplay og Netflix er inkluderet i abonnementet. De seks selskaber er henholdsvis Telmore, Norlys, Call Me, CBB Mobil, Oister og 3.
Udover de seks ovenævnte selskaber fremgår også YouSee på listen. YouSee, der er Danmarks største udbyder af TV, internet og mobiltelefoni, adskiller sig dog gevaldigt fra de øvrige selskaber, ved at de udelukkende tilbyder deres egen tjeneste, YouSee Musik.
Det kan derfor også diskuteres, hvorvidt YouSee reelt bør fremgå af listen, over teleselskaber der tilbyder mobilabonnementer med streaming, når de ikke inkluderer eksterne tjenester. Vi har dog alligevel valgt at tage dem med, eftersom YouSee Musik er en pendant til musikstreamingtjenester som Spotify, Apple Music og Deezer.
Telmore Play - det største udvalg af streaming
Hvor YouSee udelukkende tilbyder deres egen tjeneste, YouSee Musik, går Telmore den modsatte vej, og tilbyder Danmarks største udvalg af streamingtjenester. Med konceptet Telmore Play kan du frit vælge mellem hele ni streamingtjenester – og er du typen, der har svært ved at begrænse dig, kan du selvfølgelig vælge en samlet pakke, der inkluderer alle tjenester. Så har du adgang til alt fra lydbøger og podcasts på Saxo Streaming til film og serier på Netflix. Som en yderligere udvidelse af konceptet har Telmore Play-kunder mulighed for at tilkøbe op til fire ekstra tjenester til 49 kr. pr. stk. pr. måned. Disse tilkøb tæller Nordisk Film+, Flipp, Pling og Wype. Særligt de tre sidstnævnte tjenester, Flipp, Pling og Wype, er sandsynligvis ukendte for mange, men fælles for dem er, at de henvender sig til forbrugere af ugeblade og magasiner.
Telmore Play udvider med sportskanaler
I starten af maj 2026 annoncerede Telmore, at det fremover vil være muligt at tilvælge sportskanaler fra TV2 og Viaplay. Dette giver dig mulighed for at streame alt fra Superligaen og Premier League til cykling og håndbold. Du kan vælge mellem fire forskellige Viaplay- og TV2-play-pakker afhængigt af dit sportsbehov, med priser der starter fra 80 kr. om måneden udover dit normale abonnement.
13 streamingtjenester: TV 2 Play, Viaplay, Netflix, HBO Max, Disney+, Prime Video, Sky Showtime, Saxo Streaming, Telmore Musik, Nordisk Film+, Flipp, Pling og Wype. Abonnementspris: Fra 299 kr. pr. md. med to streamingtjenester.
CBB Mobil - stort udvalg af streaming til lavpris
Trods deres status som et lavprisselskab tilbyder CBB det næststørste udvalg, på det danske marked, der inkluderer otte forskellige streamingtjenester. Med CBB Mix skal du som minimum vælge to streamingtjenester, men hvis dette ikke er nok, kan du tilføje flere af dine favoritter mod en betaling på 50 kroner pr. md. pr. ekstra streamingtjeneste. Det er tilmed muligt at opgradere flere af tjenesterne til eksempelvis TV 2 Play Favorit, Netflix Premium og Deezer Family.
8 streamingtjenester: TV 2 Play, Viaplay, Nordisk Film+, Netflix, HBO Max, Deezer, Mofibo og Podimo. Abonnementspris: Fra 279 kr. pr. md. med to streamingtjenester.
Norlys - gratis streamingtjeneste i op til 12 måneder
Siden fusionen mellem de to andelsselskaber Syd Energi og Eniig i 2020 og det efterfølgende opkøb af Telia Danmark i 2024, har Norlys udviklet sig til Danmarks største integrerede energi- og telekoncern. Norlys’ markante position på det danske marked kommer også til syne ved udvalget af mobilabonnementer, hvor det er muligt at tilkøbe op til seks streamingtjenester til særpris. Den månedlige abonnementspris for tilføjelsen af en streamingtjeneste varierer fra 69-139 kroner. Ved køb af et mobilabonnement hos Norlys, får du tilmed en gratis streamingtjeneste i op til 12 måneder. Her kan du frit vælge mellem TV 2 Play, Viaplay og Netflix.
6 streamingtjenester: TV 2 Play, Viaplay, Netflix, HBO Max, Deezer og Podimo.
Abonnementspris: Fra 228 kr. pr. md. med én streamingtjeneste.
Call Me - gratis streaming i to måneder
Som kunde hos Call Me kan du tilkøbe TV 2 Play, Viaplay, HBO Max, Podimo og Deezer. Priserne varierer fra 69-239 kroner om måneden alt efter valg af tjeneste og indhold. Er du ny kunde, får du tilmed de to første måneder til 0 kroner. Du kan frit vælge mellem de forskellige mobilabonnementer, og herefter tilføje de ønskede streamingtjenester.
5 streamingtjenester: TV 2 Play, Viaplay, HBO Max, Deezer og Podimo.
Abonnementspris: Fra 198 kr. pr. md. med én streamingtjeneste.
OiSTER - faste pakker til lave priser
Ligesom det er tilfældet med CBB Mobil er OiSTER kategoriseret som et lavprisselskab, hvilket afspejler sig i priserne på deres mobilabonnementer med streaming. OiSTER tilbyder fem forskellige tjenester i form af TV 2 Play, Viaplay, Disney+, Deezer og Podimo. Ulempen er dog, at pakkerne er forudbestemte, og du kan derfor ikke vælge frit eller kombinere tjenesterne på kryds og tværs. Det er derfor ikke sikkert, at du kan finde en pakke med lige netop dine favoritter. Hvis du derimod kun har brug for én af de nævnte streamingtjenester, er OiSTER ofte det billigste valg på markedet.
5 streamingtjenester: TV 2 Play, Viaplay, Disney+, Deezer og Podimo.
Abonnementspris: Fra 129 kr. pr. md. med én streamingtjeneste.
3 - lille udvalg af streamingtjenester
Trods en position som Danmarks næststørste teleselskab, målt på antallet af abonnementer, har teleselskabet 3 et begrænset udvalg af streaming. Her er det kun muligt at vælge mellem tre tjenester, hvoraf den ene sandsynligvis er ukendt for mange. Hos 3 kan man tilkøbe TV 2 Play, Deezer og den danske tjeneste Wype, der tilbyder onlinemagasiner som eksempelvis Bo Bedre, Bolig Magasinet og Illustreret Videnskab. Det virker næsten paradoksalt, at 3 på dette punkt bliver overgået af deres eget lavprisbrand, OiSTER, som tilbyder fem streamingtjenester mod 3’s beskedne udvalg på blot tre.
3 streamingtjenester: TV 2 Play, Deezer og Wype.
Abonnementspris: Fra 204 kr. pr. md. med én streamingtjeneste.
YouSee - til dig der betaler for at streame musik
Som tidligere nævnt adskiller YouSee sig fra de øvrige selskaber ved udelukkende at tilbyde YouSee Musik, som en fast del af deres abonnementspakker. Selvom prisen på selve mobilabonnementet typisk er i den høje ende, er den store fordel, at du automatisk får adgang til over 100 millioner musiknumre. YouSee Musik er en direkte pendant til populære platforme som Spotify, Apple Music og Deezer, og der kan derfor være penge at spare, hvis du i forvejen betaler for musikstreaming.
Ikke desto mindre må det konkluderes, at YouSees mobilabonnementer ikke for alvor konkurrerer med de øvrige selskaber, når det gælder streaming. Ønsker du populære tjenester som TV 2 Play, Viaplay og Netflix, kræver det i stedet, at du vælger det pointbaserede YouSee Play-koncept. Her får du stor valgfrihed, men da produktet i høj grad er bygget op omkring traditionelle TV-kanaler, er det en markant anderledes og dyrere løsning, hvor priserne starter fra 329 kr. pr. md.
1 streamingtjeneste: YouSee Musik.
Abonnementspris: Fra 179 kr. pr. md.
Hvilke streamingtjenester kan jeg vælge?
Udvalget af streamingtjenester varierer fra selskab til selskab, hvor Telmore tilbyder det klart største udvalg med mulighed for at vælge op til 13 forskellige streamingtjenester. For at gøre det nemmere for dig at skabe et overblik har vi udarbejdet en komplet liste over alle teleselskaber i Danmark, der tilbyder mobilabonnement med streaming, så du kan danne dig et overblik over det aktuelle udvalg af streamingtjenester hos det specifikke selskab. Vær opmærksom
Teleselskab | Tilbyder følgende streamingtjenester |
|---|---|
Telmore | TV 2 Play, Viaplay, Netflix, HBO Max, Disney+, Prime Video, Sky Showtime, Saxo Streaming, Telmore Musik, Nordisk Film+, Flipp, Pling og Wype |
CBB Mobil | TV 2 Play, Viaplay, Nordisk Film+, Netflix, HBO Max, Deezer, Mofibo og Podimo |
Norlys | TV 2 Play, Viaplay, Netflix, HBO Max, Deezer og Podimo |
Call Me | TV 2 Play, Viaplay, HBO Max, Deezer og Podimo |
OiSTER | TV 2 Play, Viaplay, Disney+, Deezer og Podimo |
3 | TV 2 Play, Deezer og Wype |
YouSee | YouSee Musik |
Senest opdateret den 19. juni 2026.
Kan det betale sig at købe et abonnement med streaming inkluderet?
Det korte svar er ja – men med visse modifikationer.
Det er ingen hemmelighed, at telemarkedet er præget af ekstrem konkurrence. For at modvirke, at kunder skifter til den aktuelt billigste udbyder, satser mange selskaber på det, man i den økonomiske verden omtaler sticky products. Ved at inkludere streamingtjenester i et mobilabonnement forsøger teleselskaberne at skabe en højere grad af kundeloyalitet, eller i det mindste en større barriere for at skifte til et konkurrerende selskab.
Den forretningsmæssige logik, som anvendes af selskaberne, er ret enkel: Det føles langt mere komplekst og uoverskueligt at flytte sit abonnement, når det ikke længere bare handler om et mobilnummer, men også om adgangen til streaming af film, serier og musik. Den psykologiske modstand mod at skifte selskab vokser, fordi du risikerer at miste overblikket over dine abonnementer eller stå uden adgang til dine favoritstreamingtjenester.
Det er derfor vigtigt at huske, at selvom disse pakkeløsninger umiddelbart fremstår som en forenkling, er det et nøje kalkuleret træk fra teleselskabernes side. Bag den øgede brugervenlighed ligger en strategisk fordel for selskaberne. Jo flere tjenester du samler, desto lavere er sandsynligheden for, at du opsiger dit abonnement. Ved at præsentere det som en bekvemmelighed for dig, sikrer de sig samtidig en mere stabil og loyal kundebase, der er sværere for konkurrenterne at lokke væk.
Du kan spare penge, men du skal være opmærksom
Spørgsmålet om, hvorvidt det kan betale sig at samle mobil og streaming ét sted afhænger i sidste ende af dine personlige forbrugsvaner. Det er her, regnestykket for alvor bliver interessant. Betaler du allerede fuld pris for tjenester som TV 2 Play, Viaplay eller Netflix, vil en samlepakke hos et teleselskab næsten altid resultere i en besparelse.
Omvendt skal man være opmærksom på ikke at blive påduttet unødvendige tjenester. Hvis du ender med at betale for flere streamingtjenester, end du reelt bruger, forsvinder besparelsen hurtigt. Forbrugerrådet Tænk har tidligere advaret mod teleselskabernes forsøg på at rekruttere nye kunder ved at tilbyde mobilabonnementer der inkluderer streaming – ifølge den danske forbrugerorganisation kan det være en god forretning for forbrugeren, men det er afgørende at se sig for.
Hos Abonu er vores vigtigste anbefaling, at du danner dig et overblik over dine nuværende udgifter til både mobilabonnement og streamingtjenester. På den måde er det lettere at gennemskue den reelle besparelse ved en samlet løsning. Samtidig skal du være opmærksom på teleselskabernes introduktionspriser; hvad der ved første øjekast ligner et kup, kan på sigt blive en dyr fornøjelse, når introduktionsperioden ophører.
Den reelle pris ved at samle mobil og streaming
For at give det mest retvisende billede af de løbende udgifter, tager tabellen nedenfor udgangspunkt i selskabernes laveste normalpris. Vi har bevidst valgt ikke at inkludere midlertidige introduktionspriser eller kampagnetilbud, da vi ønsker at vise, hvad abonnementet reelt koster dig måned efter måned. For at gøre det overskueligt har vi opstillet regnestykket for dig: Vi har taget den samlede pris og fratrukket det beløb, du normalt ville betale for streamingtjenesterne i fri handel. Resultatet er den reelle pris, du ender med at betale for selve mobilabonnementet. Det er her, du for alvor kan se, om pakkeløsningen er en god handel for dig. Hvis den ‘reelle pris’ for mobilabonnementet er lavere end det, du ellers ville betale for et tilsvarende abonnement uden streaming, er der penge at spare. Det forudsætter dog, at du rent faktisk bruger de tjenester, der følger med. Hvis du ender med at betale for streaming, du alligevel ikke bruger, bliver den ‘reelle pris’ for dit mobilabonnement i virkeligheden meget højere.
Teleselskab | Pris pr. md. | Data og tale inkluderet | Streaming inkluderet | Værdi af streaming* | Reel pris for mobil |
|---|---|---|---|---|---|
Telmore | Fra 299 kr. pr. md. | Fri tale og sms, 100 GB data og 59 GB EU-data | TV 2 Play og Netflix | 213 kr. pr. md. | 86 kr. pr. md. |
CBB Mobil | Fra 279 kr. pr. md. | Fri tale og sms, 100 GB data og 30 GB EU-data | TV 2 Play og Netflix | 213 kr. pr. md. | 66 kr. pr. md. |
Norlys | Fra 228 kr. pr. md. | Fri tale og sms, 20 GB data og 20 GB data til 80 lande | Podimo | 99 kr. pr. md. | 129 kr. pr. md. |
3 | Fra 204 kr. pr. md. | Fri tale og sms, 10 GB data og 10 GB data til 100 lande | Wype | 99 kr. pr. md. | 106 kr. pr. md. |
Call Me | Fra 198 kr. pr. md. | Fri tale og sms, 30 GB data og 30 GB EU-data | Podimo | 99 kr. pr. md. | 99 kr. pr. md. |
YouSee | Fra 179 kr. pr. md. | Fri tale og sms, 25 GB data og 25 GB data til 51 lande | YouSee Musik | - | - |
OiSTER | Fra 129 kr. pr. md. | Fri tale og sms, 45 GB data og 30 GB EU-data | Podimo | 99 kr. pr. md. | 30 kr. pr. md. |
* Værdien er beregnet ud fra streamingtjenesternes gældende normalpriser ved køb direkte hos udbyderen. Senest opdateret den 19. juni 2026.
Hvilket teleselskab skal jeg vælge?
Når man ser på det samlede udvalg, fremstår CBB Mobil som et af de mest attraktive valg. De tilbyder markedets næststørste udvalg af streamingtjenester, herunder favoritter som TV 2 Play, Viaplay og Netflix. En stor fordel ved CBB er graden af fleksibilitet. Du slipper for foruddefinerede pakker og kan i stedet sammensætte dit abonnement helt frit. Vær samtidig opmærksom på, at man hos CBB tilkøber streaming som et tillæg til sit mobilabonnement. Det koster 180 kr. pr. md. for to valgfrie tjenester, som lægges oven i prisen på dit mobilabonnement, der starter fra 99 kr. pr. md. Ønsker du flere end to tjenester, koster de 50 kr. pr. stk. pr. md.
Til sammenligning har Telmore det største udvalg med hele 13 forskellige tjenester. Her er streaming og mobilabonnement altid samlet til en fast pris. Ulempen er dog, at du skal op i deres ‘Mix-løsning’ med minimum tre tjenester, før du opnår samme grad af valgfrihed – og her starter den samlede pris fra 399 kr. pr. md. Ved de billigere løsninger, der starter fra 299 kr. pr. md. er du låst til foruddefinerede pakker.
Det gør CBB til en mere alsidig løsning for de fleste, da du selv kan styre størrelsen på dit mobilabonnement og antallet af tjenester. Det største minus ved CBB er minimumskravet på to tjenester. Hvis du kun har brug for én specifik streamingtjeneste, er det ofte en bedre løsning at kigge mod OiSTER. Her er priserne generelt lave, og alt er samlet i én pakke. Du skal dog være opmærksom på, at de ikke tilbyder Netflix i deres sortiment.
Vælg teleselskab ud fra dit behov for streaming
Som en rettesnor kan du vælge teleselskab ud fra, hvor mange streamingtjenester du har brug for.
- 1 streamingtjeneste: Vælg OiSTER. Det er den billigste indgang, hvis dit behov er begrænset til én tjeneste som f.eks. TV 2 Play eller Podimo.
- 2-8 streamingtjenester: Vælg CBB Mobil. Det er den mest fleksible løsning for de fleste, hvor du frit kan sammensætte din egen abonnementspakke.
- 9+ streamingtjenester: Vælg Telmore. Hvis du vil have adgang til hele paletten af tjenester, er Telmores alt-i-én løsninger de mest omfattende på markedet.
Ofte stillede spørgsmål om mobil og streaming
Hvilke teleselskaber har mobilabonnementer med streaming?
I Danmark findes der syv teleselskaber, der har mobilabonnementer med streaming. De syv selskaber er YouSee, Telmore, Norlys, Call Me, CBB Mobil, Oister og 3.
Hvilket mobilabonnement med streaming er det billigste i 2026?
Det billigste abonnement afhænger af dine behov for streaming. Generelt fremstår Oister og CBB Mobil som de billigste udbydere af mobilabonnementer med streaming inkluderet. Hos Oister starter priserne fra 129 kr. pr. md. med én tjeneste inkluderet, mens priserne hos CBB Mobil starter fra 279 kr. pr. md. med to tjenester inkluderet.
Hvilket teleselskab har det største udvalg af streamingtjenester i 2026?
Telmore har Danmarks største udvalg af streamingtjenester, hvor du kan vælge helt op til 13 forskellige tjenester. Du kan vælge mellem TV 2 Play, Viaplay, Netflix, HBO Max, Disney+, Prime Video, Sky Showtime, Saxo Streaming, Telmore Musik, Nordisk Film+, Flipp, Pling og Wype.
Kan det betale sig at samle mobil og streaming i én pakke?
Ja, hvis du allerede er forbruger af én eller flere streamingtjenester, vil det typisk kunne betale sig at samle mobil og streaming i én pakke. Du skal dog altid være opmærksom på kun at inkludere streamingtjenester, som du rent faktisk bruger. Ellers vil det hurtigt blive en dårlig forretning. Vær samtidig opmærksom på de mange kampagner, hvor teleselskaberne lokker med lave introduktionspriser og øvrige tilbud. Det er vigtigt, at du ikke bliver forblændet af de tilsyneladende lave priser, men i stedet kigger på normalpriserne, der er gældende efter introduktionsperioden.